Værd at vide om halsbrand

Vi gi’r dig råd, når maven brokker sig

De fleste oplever at få halsbrand indimellem. Andre døjer med det i længere perioder. Halsbrand (mavesyre refluks) er en ubehagelig svidende eller brændende fornemmelse bag brystbenet som stråler op mod halsen. Halsbrand skyldes irritation på grund af mavesyre, der kommer op i spiserøret. Sure opstød, hvor man kan smage det sure maveindhold, opstår hvis mavesyre-refluksen når helt op i svælget eller munden.

Her på siden kan du læse mere om hvad halsbrand er, hvordan det opstår og hvad du kan gøre imod det.

Symptomer på halsbrand

Halsbrand og sure opstød er ubehageligt og kommer som regel lige, når man skal til at slappe af ovenpå et stort måltid, ryger en cigaret eller lægger sig ned i sengen. Det kan også føles som smerter bag brystbenet.

Symptomet på halsbrand er en svidende fornemmelse op i halsen. Ved sure opstød kan du smage mavesyren. I sjældne tilfælde kan du opleve synkebesvær ved halsbrand.

Årsag til halsbrand

Halsbrand skyldes nedsat styrke i spiserørets nedre lukkemuskel, så den normale ventilfunktion ikke fungerer og mavesyren kommer op i spiserøret. Slimhinden i spiserøret er ikke rustet til at klare den sure mavesyre, og der opstår smerter eller, ved længerevarende halsbrand, skader på slimhinden.

Flere ting disponerer til halsbrand:

  • Overvægt medfører et øget tryk i bughulen, og dette giver større risiko for halsbrand og sure opstød
  • Graviditet, læs mere om dette nedenfor
  • For lidt motion kan være grund til, at lukkemusklen mellem mavesækken og spiserøret ikke kan lukke ordentligt
  • Mere mavesyre end normalt. Dette sker f.eks. lige efter et stort måltid eller ved stress, rygning, spiritus. Også stærkt krydret eller røget mad øger produktionen af mavesyre
  • Hvis man ligger ned, løber mavesyren lettere op i spiserøret

Halsbrand hos gravide

Mange gravide døjer med forstoppelse, kvalme og halsbrand. Livmoderens størrelse med et voksende foster medfører et øget tryk i bughulen, og dette giver større risiko for halsbrand. Udover dette opstår halsbrand hos gravide pga. alle de ændringer, der sker i hormonbalancen, som bl.a. gør lukkemusklen mellem spiserør og mavesæk slappere.

Det er typisk at du i de sidste tre måneder af graviditeten oplever gener med halsbrand. Det er fordi dit barn er så stort nu, at han/hun presser på mavesækken.

Det er helt ufarligt for dit barn, at du oplever halsbrand, men kan være meget generende. Nedenfor kan du læse om gode råd mod halsbrand.

Gode råd mod halsbrand

Det er ikke altid lige let at finde årsagen til for meget mavesyre, men du kan selv gøre en del for at forebygge og afhjælpe problemer med halsbrand og sure opstød.

  • Du får oftest halsbrand, når du ligger ned, da det er nemmere for mavesyren at løbe op i halsen. Så du kan nedsætte risikoen for halsbrand ved at undgå at lægge dig ned, når du har spist.
  • Din kost er vigtig. Hvis du spiser store måltider med meget fedt, vil du have større risiko for at få halsbrand. Hold dig til små måltider, spis langsomt og spis ikke for meget fedt
  • Et gammelt råd er at drikke mælk, det er mindre godt at drikke syrlig juice. Vand er dog altid det bedste         
  • Begræns indtaget af alkohol, kaffe, chokolade, citrus frugt, stærk og fed mad
  • Undgå at ryge. Rygning får lukkemusklen mellem spiserøret og mavesækken til at slappe af, så syreholdige maveindhold bliver presset tilbage i spiserøret – prøv Nicovel® til at lindre din rygetrang

Læs flere gode råd mod halsbrand og sure opstød her

Behandling af halsbrand

Hvis du kun sjældent får halsbrand eller sure opstød – f.eks. i forbindelse med rejser - og dine symptomer er milde, kan du lindre generne med midler der hæmmer dannelsen af mavesyre, f.eks. Acikure®.

Acikure® er et antihistamin, der hæmmer de syreproducerende celler i maveslimhinden, og derved produceres der mindre mavesyre. Acikure® filmovertrukne tabletter findes i håndkøb på apoteket.

Smertestillende midler med stoffet acetylsalicylsyre og gigtmedicin kan forværre tilstanden og kan føre til alvorlige mavesår, hvis du gennem længere tid behandler dine smerter selv med dette. Brug derfor aldrig acetylsalicylsyre ved halsbrand og mavesår. Har du smerter, så spørg lægen eller apotekeren, hvad du kan bruge i stedet for disse midler. Der er alternativer, som også findes i håndkøb på apoteket.

I sjældne tilfælde kan halsbrand og sure opstød være tegn på en alvorlig sygdom. Søg derfor læge, hvis:

  • Du har halsbrand og sure opstød, som ikke forsvinder i løbet af 2-4 ugers behandling med håndkøbsmedicin
  • Du dagligt har problemer med at synke i mere end 2 uger
  • Du mistænker din medicin for at give halsbrand og sure opstød
  • Du ofte har opkastninger eller kaster blod op
  • Du er over 45 år, og det er første gang, du får symptomerne samt disse er vedvarende
Cookies på Degule.dk
Websitet anvender cookies til bl.a. at indsamle statistik over trafikken på sitet, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Ved at bruge sitet accepterer du dette.    Læs mere
Luk