Rygestop

Vi gi’r dig råd, når du vil holde fast i dit rygestop

Et rygestop kan sammenlignes med at bestige et bjerg. Det kræver grundig forberedelse og viljen til at ville bryde vanen.

Som ryger kæmper du imod en fysisk og mental afhængighed. Hvordan du bedst får succes med dit rygestop, afhænger af hvilken type du er. Måske hører du til dem, der foretrækker at trappe forbruget gradvist ned dag for dag, mens du vænner dig til livet med færre cigaretter? Måske føler du dig bedre hjulpet ved at kvitte cigaretterne én gang for alle?

Der findes mange gode råd og produkter, der kan hjælpe dig til at leve et liv med færre eller helt uden cigaretter. Nogle af dem er samlet her på siderne – og der er endnu flere råd at hente på dit lokale apotek.

Fordele ved rygestop

Lykkes det dig med dit rygestop, er fordelene mange – uanset hvor gammel du er.

Først og fremmest forbedrer du dit helbred og din livskvalitet. Du vil langsomt opleve, at dit blodtryk normaliseres, og din kondition og vejrtrækning bliver bedre. Du vil også opleve, at du sover bedre om natten.

Et rygestop nedsætter også risikoen for kræft og hjertekarsygdomme som blodpropper og hjerneblødninger.

Flere oplever også, at de bliver mere friske, får mere energi og en pænere og renere hud, efter de er stoppet med at ryge.

Samtidig undgår du at udsætte dine nærmeste for passiv rygning, for ikke at tale om de økonomiske besparelse der er ved at kvitte smøgerne.

Se alle fordelene ved et rygestop dag for dag her. Det kan måske hjælpe dig igennem dit rygestop, når motivationen er lav og rygetrangen stor.

Forbered dit rygestop

Rygestop er ikke nemt, så det kan være en fordel, hvis du har forberedt dig inden, uanset om du vælger at trappe langsomt ned med din rygning, eller om du tager en kold tyrker.

Et rygestop kræver vilje og motivation. Er du ikke motiveret for dit rygestop, er chancen, for at det vil holde, lav. Gør dig derfor nogle tanker om, hvorfor du vil stoppe med at ryge, og hold fast i det gennem rygestoppet.

Det kan fx være, at du vil sænke risikoen for hjertekarsygdomme eller lungekræft. Eller du vil måske skåne din familie og omgangskreds for passiv rygning.

Et rygestop er dog mere end blot vilje og motivation. Du har gjort din krop afhængig af nikotin, og det kan være en fordel, hvis du har undersøgt alle de hjælpemidler inden for rygestop, der findes. Produkter, der indeholder nikotin som fx nikotintyggegummi, kan gøre det nemmere at komme igennem et rygestop.

Besøg det lokale apotek, som kan hjælpe dig med at vælge de rette afvænningsprodukter til dit rygestop.

Fortæl også gerne din omgangskreds om dine planer om rygestop. Det forpligter på en anden måde, end hvis du holder det for dig selv – og de vil kunne hjælpe dig, hvis du skulle være ved at falde tilbage til den gamle vane.

Abstinenser ved rygestop

- hvad sker der med kroppen?

Når du stopper med at tilføre din krop nikotin hver dag, vil der forekomme abstinenser. Disse kan være til stor gene, men de er ganske ufarlige og blot din krops reaktion på den manglende nikotin.

Mængden og styrken af abstinenser kan variere fra person til person og kan lindres med et produkt til rygestop.

Rygetrang

Rygetrangen er størst i de første dage efter rygestoppet, og det er her, mange falder i og giver efter for abstinenserne.

Det er individuelt, hvornår trangen til at ryge forsvinder, men én ting er sikkert; den forsvinder ikke med det samme, og den kan fortsat spøge måneder – selv år – efter dit rygestop.

Sørg for at gøre det svært for dig selv at give efter for trangen ved at holde dig beskæftiget og undgå så vidt muligt de situationer, hvor du før røg. Dyrk fx noget motion, opsøg områder hvor rygning er forbudt og tilbring tid med ikke-rygere.

Influenzalignende symptomer

Nogle personer oplever også abstinenser ved rygestop, som minder om influenzasymptomer. Her gælder samme gode råd som ved almindelig influenza og forkølelse.

Koncentrationsbesvær og rastløshed

Du kan også opleve, at du bliver rastløs eller mister koncentrationen i forbindelse med dit rygestop. Her gælder det om at tage en pause fra det, der kræver koncentration.

Gå, løb eller cykel en tur og få noget frisk luft. Fysisk aktivitet vil også hjælpe på din rastløshed.

Bivirkninger ved rygestop

Der kan også opstå en række bivirkninger ved dit rygestop, som det kan være en god idé at forberede sig på.

Bivirkningerne vil være lettere at håndtere, hvis du er forberedt på dem. På den måde vil du i mindre grad lade dig påvirke, og du bliver bedre i stand til at modstå rygetrangen, når den melder sig.

Øget appetit

Du kan opleve en øget appetit i forbindelse med dit rygestop. Dette imødekommer du bedst ved at drikke masser af vand og ikke give efter for trangen til kage og slik. Vælg i stedet sundere alternativer som frugt og grøntsager.

Du kan også stimulere din mund med Nicovel nikotintyggegummi eller andet tyggegummi.

Forstoppelse eller diarré

Bivirkninger som forstoppelse eller diarré kan forekomme, når du stopper med at ryge. Du kan forebygge dette ved hjælp af vores gode råd om maven her.

Hoste og hovedpine

Hoste er en del af kroppens naturlige udrensningsproces i forbindelse med et rygestop. Dine små fimrehår i lungerne skal renses, og dette medfører en øget hoste.

En anden abstinens ved rygestop er hovedpine. Her hjælper det at drikke vand og få masser af frisk luft. Du kan også lindre din hovedpine ved hjælp af hovedpinepiller.

Se også vores gode råd mod hovedpine her.

Søvnløshed

Søvnløshed kan forekomme, når du kvitter smøgerne. Undgå derfor at indtage koffeinholdige drikke som kaffe, cola og energidrikke efter kl. 14, for at få de optimale betingelser for en god nats søvn.

Humørsvingninger

Du vil også opleve humørsvingninger, efter du er stoppet med at ryge. Det skyldes en kemisk ubalance i hjernen, fordi den skal vænne sig af med den daglige nikotin tilførsel.

Humørsvingningerne forsvinder oftest 3-6 uger efter dit rygestop og kan afhjælpes med motion og masser af frisk luft.

Hjælp til rygestop

Der er mange gode råd at hente, som kan hjælpe dig til at leve et liv med mindre eller helt uden røg.

Et af de bedste råd, der findes, er motion. Fysisk aktivitet kan mindske dine abstinenser og fjerne den uro og rastløshed, du kan føle efter et rygestop. Motion er også en god hjælp til at distrahere dig og få dig til at glemme din rygetrang.

En god hjælp til dit rygestop er også at finde det rette rygestopmiddel, som kan hjælpe dig igennem de første uger uden røg.

Her kan nikotintyggegummi være en løsning, og Nicovel® nikotintyggegummi har vist sig at fordoble dine chancer for et varigt rygestop.

Fordelene ved Nicovel nikotintyggegummi er, at du langsomt kan trappe ud af din nikotinafhængighed samtidig med, at du undgår den skadelige røg.

Læs flere gode råd til rygestop her.

Cookies på Degule.dk
Websitet anvender cookies til bl.a. at indsamle statistik over trafikken på sitet, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Ved at bruge sitet accepterer du dette.    Læs mere
Luk